Ulidelige møder

... kender vi alle. Dagsordenen er uklar, formålet ikke-formuleret og ordet er frit, som i: FRIT, altså på "i øvrigt mener jeg"-måden, og både ytringer og tiden vælter ud over bredderne, og alle går uforløst derfra.

Løsningen kender vi jo egentlig godt: Mødefacilitering som struktureret metode.

Jeg fik en topprofessionel og humoristisk tilgang til grebet demonstreret af DPU-forsker Ib Ravn ved SOSU Fyns konference om praksisnærhed i dag, og der er selvsagt alenvis af sider at læse om metoden. Men i sin enkelhed består den sådan set i at udstyre en mødedeltager (gerne en "menig") med (venlige) autoritet til at holde alle indlæg på sporet og om nødvendigt spørge ind til, hvilken relevans enhver ytring har i forhold til det formulerede overordnede spørgsmål, som mødet skal give svar på. På linje med at have en bisidder, der har til opgave at stille spørgsmål med henblik på udvikling. Kein Hexerei. Og vel egentlig ikke ukendt. Hvorfor bruges det så sjældent?